Nytårshilsner fra Bestyrelsen
Kære Medlemmer i Holbæk Roklub
Håber I alle har haft en fredelig jul med de allernærmeste, hygget, spist og gået de obligatoriske (vi laver plads i maven) -ture.
Året 2020 viste sig fra den mest uforudsigelige side og ledte os ind i et forår med et nedlukket Danmark og regler for hvor mange mennesker vi måtte være og i hvilke aktiviteter vi måtte være sammen.
Holbæk Roklub er en "tæt" roklub med klynger af folk der hænger sammen omkring forskellige aktiviteter og rutiner. Vi har haft mange lettere følelsesladede diskussioner i bestyrelsen omkring hvor "stramme" vi kunne tillade os at være og har siddet fanget i midten af dilemmaet, omkring det at være en klub der fulgte sundhedsmyndighedernes regler og anbefalinger - men også jeres frihed til selv at fortolke både muligheder og begrænsninger, omkring hvordan aktiviteter skulle være. Vi har nok gjort mest af det første.... Og for det, håber vi på jeres tilgivelse indtil COVID-19 og restriktionerne er fortid.
På trods lykkedes det at gennemføre en virtuel og streamet standerhejsning, en klub-fødselsdag med div. Jubilæer, en bådhus indvielse med fint besøg, en standerstrygning og til slut en virtuel julehygge.
Det er meget nemt at mærke det genkendelige og de kammeratlige toner i luften, de gange vi har været samlet på bådpladsen. Vi blandes unge og gamle, nye og erfarne roere og dem der vil have en plads i fællesskabet - har også en plads!
Lige inden jul skete der desværre det tragiske at Morten Knudsen valgte at slutte livet ved roklubben. Ifølge hans tidligere hustru Benedicte, betød klubben meget for Morten. Men som præsten sagde var der på trods af forsøg fra familie og venner, ingen der kunne hjælpe og nå ind til Morten, i de sidste år af hans liv. Der var god tilslutning i kirken fra HR, situationen i resten af samfundet taget i betragtning.
Må dette minde os om at vores relationer er noget af det dyrebareste vi har, -relationer som også i særdeleshed er vigtige i roning! Det er styrmandens pligt at lede mandskabet på den enkelte tur og vise vejen for gode beslutninger, så turen bliver sikker og sjov for de fleste. Det er vigtigt at hver enkelt person i mandskabet giver udtryk for deres ønsker og behov. Nogle taler meget undervejs..... nogen siger knap så meget og begge dele er helt acceptabelt.
Så derfor:
Lad foråret komme med vaccinationer og mindre restriktioner.
Lad os kunne sætte broen op i et skønt menneskemylder ude og inde.
Lad os komme på vandet igen uden alle de vanskelige regler.
Vi ønsker jer alle et godt nytår og med håbet om at vi snart kan samles igen og dyrke roning og fællesskabet.
De bedste nytårshilsner
på vegne af
Bestyrelsen,
Mette Tidemand Nicolajsen
Formand Holbæk Roklub.
Ps. De vedhæftede billeder er fra Middelfart Roklub i december 2020, hvor jeg (Mette) rendte på et par erfarne roere, der var i færd med at rense deres ponton for tang mm. Jeg fik også et hurtigt kig på deres hejsesystem i bådhallen, som ligner meget godt og tilsvarende det, "de fingernemme" har konstrueret i vores ny bådhus. Der er også et billede af en "Tanghave" som ikke har med roklubben at gøre - men bare var interessant. Til sidst et stjålent kig gennem ruden til et af de gamle træ- skibsbygger værksteder langs havnen ved Middelfart 😊


--
Send gerne dette nyhedsbrev til andre. Hvis du ikke har modtaget dette nyhedsbrev direkte og ønsker dette fremover, send da en mail til info@holbaek-roklub.dk med "nyheder JA TAK" i emne feltet.
Ønsker du ikke at modtage nyheder fra Holbæk Roklub, send en mail til info@holbaek-roklub.dk med "nyheder NEJ TAK" i emne feltet.
Hvis du ikke ønsker at modtage infomail om bestemt emne så send en mail til info@holbaek-roklub.dk med "<infogruppe navn> NEJ TAK" i emne feltet.