Kære alle,
Bestyrelsen i Holbæk Roklub vil gerne ønske alle medlemmer et rigtig godt og festligt nytår.
"Vinteren" er over os med mange spændende aktiviteter:
Den 2. december havde ca. 30 medlemmer en dejlig julefrokost – med alt godt fra diverse medlemmers køkkener. Tak til Ulla og Lillian for at arrangere og holde styr på det hele.
Og motionen behøver ikke ligge på den lade side, fordi det er vinter. Hvis du ikke er kommet i gang med rospinning, kan du sagtens nå det endnu. Kig efter et af de 4 ugentlige hold og meld dig til. Du risikerer sved på panden...
Der er også plads på både volleyholdet mandag aften og gymnastikholdet torsdag aften. Og er du til mountain-bike ræs, så er det lørdag formiddag, du skal dukke op ved HR. Ligeledes kommer der et par søndags-vandreture mere (datoer følger). Det gælder bare om at komme op af sofaen og få sig rørt.
Lørdag kl. 16.40 har du adgang til Holbæk Svømmehal. Det er en rigtig god ide at holde sine svømme-færdigheder vedlige. Snart skal der aflægges svømmeprøver for den kommende sæson. Vi anbefaler, at alle aflægger svømmeprøve. Hvis du vil ro udenfor Holbæk Fjord – skal der være aflagt prøve. Kravet er 300 meter og hvis du vil ro kajak – uanset hvor - er det 600 meter, begge dele svømning uden pauser. Endvidere skal man vise, at man kan tage redningsvest på i vandet. På flg. datoer vil der være bestyrelsesmedlemmer til stede i svømmehallen til notering af svømmeprøver: 6.1.2018 – 3.2.2018 – 3.3.2018 – 17.3.2018
Og morgenroerne er i fuld sving med motionen mandag-onsdag-fredag morgen kl. 8.00. Alle er velkomne til at være med – også hvis du har tid på en fridag. Om onsdagen er der kaffe mm efter træningen. En varm tak til morgenroerne for en stor arbejdsindsats omkring renovering af både og bro mmm i vinterens løb.
Pinseturen 2018 – du kan stadig nå at tilmelde dig på opslaget i roklubben eller til Henrik P. Sidste frist 8.1.2018.
Udover herlig motion kan du også deltage i mere magelige arrangementer i roklubben:
Onsdag 10.1.2018 står Henrik Katkjær og UROerne for en madaften.
Fredag 19.1.2018 er der Ølsmagning i H.R. - under kyndig ledelse af Peter Holst og hans assistent. Der vil blive serveret et let traktement.
Onsdage 26.1. – 14.2. og 14.3.2018 er der Madaftener på programmet.
Onsdag 21.2.2018 er der generalforsamling i H.R
Onsdag 28.2.2018 planlægger vi sommer-sæsonen 2018.
Onsdag 7.3.2018 afholdes brovagtsmøde.
Kort sagt der er mange muligheder for at møde vennerne i roklubben i løbet af vinteren.
Og når du nu tager din nye kalender i brug, så sæt gerne kryds ved lørdag den 24.3.2018, hvor vi skal have broen sat ud til den nye sæson – samt mange andre praktiske gøremål.
Måske I har bemærket, at der er opsat lamper med følere rundt på udhænget på klubhuset. Vi håber meget det kan skræmme evt. indbrudstyve væk.
Byggesagen vedr. bådeskur ligger fortsat til behandling i Justitsministeriet. Vi håber på nyt først i det nye år.
Til slut vil bestyrelsen gerne takke alle medlemmer for et rigtig godt 2017 – for den altid store opbakning til praktiske aktiviteter og diverse arrangementer.
Vel mødt til et nyt år i Holbæk Roklub.
På bestyrelsens vegne - Rita Jensen
--
--
Send gerne dette nyhedsbrev til andre. Hvis du ikke har modtaget dette nyhedsbrev direkte og ønsker dette fremover, send da en mail til info@holbaek-roklub.dk med "nyheder JA TAK" i emne feltet.
Ønsker du ikke at modtage nyheder fra Holbæk Roklub, send en mail til info@holbaek-roklub.dk med "nyheder NEJ TAK" i emne feltet.
Hvis du ikke ønsker at modtage infomail om bestemt emne så send en mail til info@holbaek-roklub.dk med "<infogruppe navn> NEJ TAK" i emne feltet.