Det er med stor sorg, at vi har modtaget meddelelse om vort mangeårige medlem John Roeds død.
John har været medlem af Holbæk Roklub siden 1964. Rosporten var uden overdrivelse Johns helt store interesse. Johns "karriere" i H.R. startede som chauffør for kaproerne, en af dem var hans søster Birgit. De fik overtalt ham til selv at prøve kræfter ved årerne. Udover den daglige roning satte John stor pris på langture med gode ro-kammerater, såvel ture rundt i Danmark som på floderne i Tyskland. Hvis både "blæste inde" var John hurtigt klar til afhentning med sin lastvogn.
De seneste mange år var John stort set hver dag at finde på morgenroer-holdet – han var aktiv i klubben helt frem til sin død. John deltog i de fleste sociale arrangementer og var altid klar med en hyggelig bemærkning til vennerne omkring ham – og han havde sine meningers mod, når noget skulle diskuteres.
John var i mange år medlem af udvalget vedrørende Sorø Regattaen. Her satte man stor pris på hans indsats som bådfører, såvel under selve regattaen, som når banerne skulle gøres klar til kaproning og tages ind igen.
John var en uvurderlig kapacitet i Holbæk Roklub, når klubhuset, grønne områder og ikke mindst bådene skulle vedligeholdes. Han havde hænderne skruet godt på og vidste alt om nitning/slibning/lakering/maling. Man gik aldrig forgæves til John efter et godt råd omkring reparationer. Ofte var en lille bemærkning nok, så havde John snart udbedret skaden. Johns høje standarder omkring vedligehold af både er grunden til, at vi i dag har en meget velholdt bådpark. På arbejdsdage var det altid en selvfølge at John var i aktion.
Det efterlader et meget stort tomrum i Holbæk Roklub, at John ikke er mere.
Tid og sted for begravelsen kendes endnu ikke. Vedr. bidrag til krans kan man henvende sig til Henrik Petersen – mail: hep@vestnet.dk eller mobil 40617730.
Æret være John Roeds minde.
Bestyrelsen i Holbæk Roklub
--
--
Send gerne dette nyhedsbrev til andre. Hvis du ikke har modtaget dette nyhedsbrev direkte og ønsker dette fremover, send da en mail til info@holbaek-roklub.dk med "nyheder JA TAK" i emne feltet.
Ønsker du ikke at modtage nyheder fra Holbæk Roklub, send en mail til info@holbaek-roklub.dk med "nyheder NEJ TAK" i emne feltet.
Hvis du ikke ønsker at modtage infomail om bestemt emne så send en mail til info@holbaek-roklub.dk med "<infogruppe navn> NEJ TAK" i emne feltet.